Hanne og Julie paa fisketur

I forgaars var vi paa fisketur i Tauranga, hvor vi er rejst hen for at nyde solen de sidste dage, vi er i New Zealand.

Vi moedte op paa havnen kl. 6.45 (!) og satte saa kurs mod fiskeparadis sammen med nogle lokale.
Vi blev informeret om, at vejret var lidt voldsomt denne dag, saa hvis vi blev soesyge, maatte vi sige til. De lokale gryntede lidt og taenkte tydeligvis sit over synet af to udenlandske piger, der absolut ikke saa soestarke ud.
Men vi skulle vise dem, skulle vi.
Godt nok blev der kastet op paa denne fisketur. Men det var sgu ikke os. Det var en lokal pige, som havde vundet denne fisketur. Hun havde gennem 3 maaneder ringet ind til et radioprogram HVER soendag. Til sidst modtog hun sin praemie: en dejlig dag paa havet med sin bedstefar. Det fik hun nu ikke meget ud af. Hun begyndte at kaste op allerede 10 minutter inde i turen. Maaske er det paa sin plads at slaa fast, at denne fisketur ikke sluttede foer 10 timer senere.
Naa, men vi blev hurtigt sat ind i, hvordan man skulle bruge saadan en fiskestang. Og saa gik vi ellers i gang. Vi hev den ene fisk op efter den anden.... Hanne fangede 4, og Julie fangede 7. Vi kunne dog kun tage 6 af dem med hjem, fordi de andre var for smaa, saa vi maatte smide dem i havet igen (Det skal lige siges, at vi selv syntes, de var GIGANTISKE).

Mens vi hujede og morede os over fiskeriets morsomheder, og mens pigen stadig braekkede sig i laartykkestraaler, hoerte vi pludselig raab og skrig fra den anden ende af baaden. En af de lokale maend havde fanget en haj! Det maa man vist ikke, for kaptajnen tog sig til hovedet og saa maerkelig ud. Problemet var dog loest, da hajen forsvandt med krog og line og flygtede ud i det blaa.

Da turen var ved at ende, orkede vi slet ikke at smide linen i vandet igen. Saa vi sprang sidste fiskeri-runde over og noed solen i stedet. Men saa sker der pludselig noget (og JA, pigen braekker sig stadig) - en af de andre lokale har nu ogsaa fanget en haj. Det bliver for meget for kaptajnen, der vaelger at fisketuren nu er slut. Hajen forsvinder igen med halvdelen af fiskestangen, og kaptajnen sejler os hjem.
En gammel mand viser os, hvordan man skaerer en fisk, saa vi kan spise den til aftensmad. Det gaar ikke helt saa godt, saa det ender med at manden stort set ordner alle vores 6 fisk.

Da vi kommer hjem faar vi fisk og salat til aftensmad. Vi soerger for at fortaelle alle i koekkenet, at vi selv har fanget fiskene. Vi er meget stolte. Rygtet gaar hurtigt, og senere staar et kaerestepar og banker paa vores doer for at hoere, om det var os, der havde vaeret paa fisketur. De havde hoert, at vi havde haft en god dag, saa nu ville de ogsaa afsted.

En dag i cowboy-paradis

Janine og jeg (Hanne og Patrick koerer en anden rute) var i sidste uge i Cowboy Paradise-land, hvor vi fik lov at skyde med rigtige revolvere og det hele. Det er vist et af de faa steder tilbage i verden, hvor det er lovligt. Vi var ret gode til det, hvis vi skal sige det selv -og hvis vi skal stole paa ejeren "Cowboy Mike"s ord.
Stedet er ikke saa kendt endnu - og det tog os ogsaa noget tid at finde det. Cowboy Mike droemmer om at bygge en hel landsby med postkontor, saloon, casino, Street Fight-games og endda et bordel.
Lige nu er der dog langt til hans maal. Vi ankom til en mudderpoel, hvor der laa tre traehuse uden vinduer. Men hyggeligt var det. Vi var de foerste gaester i mange dage, saa han blev glad for at se os. Vi blev i flere timer og snakkede og skoed - og vi fik endda rabat. Cowboy Mike var super cool, og det var en sjov oplevelse.

Ud over revolvere, har vi brugt vores tid paa delfinsvoemning (30 dusky delfiner!), pancake rocks, Cave rafting, Greenstone/Jade-factory, vandaerobic i Hokotikas lokale svoemmehal, Lord of the Rings-ring-designerens butik (han er dansker!), Hanmer Springs hot pools og meget mere.

Her er nogle fotos fra vores cowboy-dag

Ps. Jeg vandt over Janine ;-)

Milford Sounds

I gaar forlod Janine, Hanne og Julie Queenstown for en stund, mens Patrick blev tilbage for at faa styr paa sin videre rejse til Australien.

Hanne, Janine og jeg korte de 4 timer til Milford Sounds, som er kendt for sin smukke natur. Vi overnattede paa et hostel, og i dag tog vi saa med en baad ud paa vandet for at se paa sagerne. Det var utrolig flot. Vi saa baade pingviner og saeler. Desvaerre ingen delfiner denne gang. Men naturen var virkelig det hele vaerd!
Det er ikke svaert at se, at New Zealand er landet bag "Lord of the Rings".

Her er nogle fotos fra vores tur paa vandet

Roadtrip

Vi har nu vaeret paa Roadtrip i en uge - og det er fantastisk.
"Vi" er Hanne og Julie + Patrick og Janine fra Schweiz. Vi floej fra Auckland til Christchurch, hvor vi lejede en bil, saa vi kan komme nemt rundt paa Sydoen.

Her er lidt fotos fra vores tur.
Paa billederne ser I os bl.a. svoemme med delfiner i Akaroa, paa romantisk sejltur i Christchurch (punting), hygge i en iglo i Antarctic Centre (Christchurch) mm.

Der er en masse at fortaelle.
Bl.a. da et hostel glemte at give os indgangskoden, saa vi maatte booke os ind paa et andet hostel natten over, fordi vi ikke kunne komme ind - paa trods af at have raabt og skreget ind ad alle aabne vinduer i noget naer 1 time i kulden........eller hvordan det var at svoemme med 8 delfiner i 45 minutter - og meget mere - men det maa vente, til vi faar lidt mere tid foran computerskaermen :-)

Vi savner jer allesammen rigtig meget!

WSA

Det gik lige op for mig, at I slet ikke har set, hvordan vi bor!

Det er langt fra et palads, men  det har dog alligevel fungeret for os i over 4 måneder.

Jeg undskylder på forhånd for mit rod (jeg prøvede at filme udenom), men jeg er ved at pakke hele mit liv i kasser og rygsække.

På lørdag er det slut. Vi skal være ude af lejlighederne kl. 10. Senere på dagen har vi et fly til Christchurch, hvorfra v lejer en bil. Og så starter vores liv på landevejen. Det bliver fantastisk!

Sådan bor man på Wellesley Student Apartments (WSA):

SheepWorld

I tirsdags var Hanne, Janine og jeg i SheepWorld, som ligger ca. en time fra Auckland. 

Vi havde en rigtig hyggelig dag i selskab med får, lam, hunde, geder, possum osv.

Her er videoen fra vores besøg:

Julies fornemmelse for sne...

Jeg har nu været i Auckland i 4 ½ måned. Jeg har brokket mig over kold vind, for meget regn og for lidt sol. Jeg har altid sagt –og troet på - at jeg er et sommermenneske.   Den eneste fordel ved vinter er, at jeg har fødselsdag + at efteråret kommer lige efter ... og om efteråret hænger butikkerne det flotteste tøj i vinduerne. Jeg elsker efterårstøj!

 Men fredag opdagede jeg en sandhed om mig selv. Hvordan jeg har kunnet holde den skjult for mig selv i snart 24 år, kan jeg ikke svare på.

Jeg fandt ud af, at jeg bliver pinligt begejstret, når jeg ser sne!

Nu er det jo ikke fordi, sne er det mest normale i Auckland, New Zealand...slet ikke i november, som er en sommermåned her. Men fredag var High Street dækket af falsk sne.

Så snart jeg så det blev min krop varm. Jeg prøvede (jeg sværger!) at blive stående og kigge som andre voksne mennesker. 

Men jeg kunne ikke?! Jeg måtte simpelthen røre. Heldigvis kom en tysk veninde hen til mig, og da hun måtte give efter for sin trang for at lege i ”sneen”, måtte jeg give efter. Jeg løb efter hende.

Det undrer mig, for når jeg kigger tilbage i mit liv, har jeg aldrig været sådan rigtig begejstret for sne. Naturligvis byggede jeg snemænd, og jeg klappede, når drengene formåede at få kastet snebolde fra Privatskolens legeskib og helt ind i Stenoskolens skolegård –og ramme nogen med sneboldene, som de havde stoppet op med sten.

Men jeg har aldrig haft det der salige blik i øjnene og kilden i kroppen for at komme ud og lege.

Den er så åbenbart kommet nu. Trangen.

For at gøre en lang historie kort, så går det jo ikke, at en utrænet sne-entusiast sådan bare lige kaster sig ud i sneens glæder uden først at have varmet op eller sat sig ind i samtlige risikogrupper. Så selvfølgelig går det galt!

Enhver trænet sne-ildsjæl ved, at sne kan dække kantsten til, så de synes usynlige. Dernæst kommer, at denne sne-ildsjæl vil tænke skridtet videre og komme til den konklusion, at dét kan falsk sne nok også.

Men da jeg hverken er trænet, entusiast eller ildsjæl, så falder jeg i fælden. Sådan bogstavelig talt. Jeg falder.

Dem, der kender mig ved, at når jeg falder, så falder jeg. Tungt. Det sker også i dette tilfælde. Jeg var næsten ved at vække samtlige vulkaner til live igen, da min krop rammer jorden med et brag – med hagen først.

Da min tyske veninde får samlet mig op fra jorden, kan hun konstatere, at min hage har fået en fin hudafskrabning og en pæn hævelse, så min hage synes større i venstre side. Det er først næste dag (og en nat med en frossen pose grønsager bundet om hovedet), at det blå begynder at vise sig.

Men ved I hvad? Jeg fortryder slet ikke, for det var nogle dejlige sekunder i sneen. Jeg var fri, glad og flyvende. Og i dag fandt jeg ud af, at min blå hage kan skjules med centimeter-tyk foundation og pudder. Og hvis jeg tygger forsigtigt og lader være at grine, så gør det næsten heller ikke ondt. Ikke så meget i hvert fald.

Dette udlandsophold har lært mig meget. Jeg er blevet bedre til at begå mig på et fremmed sprog, jeg har lært, at bilerne kører i den forkerte side af vejen i nogle lande, jeg har lært, at jeg holder af at kaste mig ud fra fly og broer, hvis jeg har en faldskærm på ryggen eller elastik om benet...og så har jeg fundet ud af, at jeg har en skjult begejstring for sne.

Fra nu af vil jeg aldrig mere sparke og råbe, når sneen har lagt sig foran mit vindue, så det tager mig en halv time ekstra at komme i skole. Fra nu af vil jeg ranke min ryg og indrømme: Ja, jeg elsker sne!

... men jeg vil altid lige kaste et ekstra blik dér, hvor kantstenen bør være.

 ------

Som I kan se på billedet tager make-up’en den blå farve. Nu skal jeg bare af med hudafskrabningen, og så er jeg klar.

Men Hold K***, hvor gør det ondt :-)

Overspringshandlinger

Skoletrætheden er begyndt at melde sig, og overspringshandlingerne myldrer frem. Det er utroligt, hvad man kan finde på at tage sig til -bare for at undgå at skrive opgaver!

I dag var vi i biografen med Mikkel fra Danmark + Stine og Hanna fra Norge.

 En af de mindre fantasifulde overspringshandlinger - men en fantastisk god overspringshandling på halvanden time.

Vi så  "A Christmas Carol", som var i 3D. 

Det er første gang, vi ser en hel spillefilm i 3D -og det var virkelig en oplevelse. 

Her sidder vi med vores smukke 3D-briller på i IMAX-biografen og kommer i julestemning:

Vi burde egentlig lave opgaver. Vi har kun to tilbage dette semester. 

Her sidder vi på Hannes værelse og lader som om, vi arbejder...

.... indtil det pludselig går op for os, at vi bliver nødt til at tage os sammen...sådan rigtigt. Deadline er nemlig i morgen. 

Når dét går op for én, ser man sådan ud:

Det ER altså bare sjovere at køre en ø rundt på scootere, springe ud fra broer i elastikker, spise søpindsvin på en bounty strand og dykke på havets bund. 

Men i morgen er vi ét skridt nærmere paradis. I morgen er alle opgaver afleveret, og så er der kun 8 dage tilbage, før vi flyver til sydøen for at rejse rundt med rygsæk.

Farvel til Auckland, seng, internet og universitetet. 

Velkommen til oplevelser i massevis, beskidt tøj og hostels.  Det bliver skønt!

Waiheke Island 2

I går lagde Hanne fotos på bloggen fra vores tur til Waiheke Island.

I dag følger videoen så, hvor vi møder ællinger, der går til angreb, vi spiller på heste på et lodge, vi kører på scootere, Hanne sidder fast i et hegn...og meget mere.

Læs mere om turen i indlægget nedenunder.