Jeg har nu været i Auckland i 4 ½ måned. Jeg har brokket mig over kold vind, for meget regn og for lidt sol. Jeg har altid sagt –og troet på - at jeg er et sommermenneske. Den eneste fordel ved vinter er, at jeg har fødselsdag + at efteråret kommer lige efter ... og om efteråret hænger butikkerne det flotteste tøj i vinduerne. Jeg elsker efterårstøj!
Men fredag opdagede jeg en sandhed om mig selv. Hvordan jeg har kunnet holde den skjult for mig selv i snart 24 år, kan jeg ikke svare på.
Jeg fandt ud af, at jeg bliver pinligt begejstret, når jeg ser sne!
Nu er det jo ikke fordi, sne er det mest normale i Auckland, New Zealand...slet ikke i november, som er en sommermåned her. Men fredag var High Street dækket af falsk sne.
Så snart jeg så det blev min krop varm. Jeg prøvede (jeg sværger!) at blive stående og kigge som andre voksne mennesker.
Men jeg kunne ikke?! Jeg måtte simpelthen røre. Heldigvis kom en tysk veninde hen til mig, og da hun måtte give efter for sin trang for at lege i ”sneen”, måtte jeg give efter. Jeg løb efter hende.
Det undrer mig, for når jeg kigger tilbage i mit liv, har jeg aldrig været sådan rigtig begejstret for sne. Naturligvis byggede jeg snemænd, og jeg klappede, når drengene formåede at få kastet snebolde fra Privatskolens legeskib og helt ind i Stenoskolens skolegård –og ramme nogen med sneboldene, som de havde stoppet op med sten.
Men jeg har aldrig haft det der salige blik i øjnene og kilden i kroppen for at komme ud og lege.
Den er så åbenbart kommet nu. Trangen.
For at gøre en lang historie kort, så går det jo ikke, at en utrænet sne-entusiast sådan bare lige kaster sig ud i sneens glæder uden først at have varmet op eller sat sig ind i samtlige risikogrupper. Så selvfølgelig går det galt!
Enhver trænet sne-ildsjæl ved, at sne kan dække kantsten til, så de synes usynlige. Dernæst kommer, at denne sne-ildsjæl vil tænke skridtet videre og komme til den konklusion, at dét kan falsk sne nok også.
Men da jeg hverken er trænet, entusiast eller ildsjæl, så falder jeg i fælden. Sådan bogstavelig talt. Jeg falder.
Dem, der kender mig ved, at når jeg falder, så falder jeg. Tungt. Det sker også i dette tilfælde. Jeg var næsten ved at vække samtlige vulkaner til live igen, da min krop rammer jorden med et brag – med hagen først.
Da min tyske veninde får samlet mig op fra jorden, kan hun konstatere, at min hage har fået en fin hudafskrabning og en pæn hævelse, så min hage synes større i venstre side. Det er først næste dag (og en nat med en frossen pose grønsager bundet om hovedet), at det blå begynder at vise sig.
Men ved I hvad? Jeg fortryder slet ikke, for det var nogle dejlige sekunder i sneen. Jeg var fri, glad og flyvende. Og i dag fandt jeg ud af, at min blå hage kan skjules med centimeter-tyk foundation og pudder. Og hvis jeg tygger forsigtigt og lader være at grine, så gør det næsten heller ikke ondt. Ikke så meget i hvert fald.
Dette udlandsophold har lært mig meget. Jeg er blevet bedre til at begå mig på et fremmed sprog, jeg har lært, at bilerne kører i den forkerte side af vejen i nogle lande, jeg har lært, at jeg holder af at kaste mig ud fra fly og broer, hvis jeg har en faldskærm på ryggen eller elastik om benet...og så har jeg fundet ud af, at jeg har en skjult begejstring for sne.
Fra nu af vil jeg aldrig mere sparke og råbe, når sneen har lagt sig foran mit vindue, så det tager mig en halv time ekstra at komme i skole. Fra nu af vil jeg ranke min ryg og indrømme: Ja, jeg elsker sne!
... men jeg vil altid lige kaste et ekstra blik dér, hvor kantstenen bør være.
------
Som I kan se på billedet tager make-up’en den blå farve. Nu skal jeg bare af med hudafskrabningen, og så er jeg klar.
Men Hold K***, hvor gør det ondt :-)
